Krydret halloumisalat med tahindressing og fladbrød
Den her krydrede halloumisalat med tahindressing og fladbrød er en fyldig måltidssalat, med varme krydderier, sprøde grøntsager og cremet dressing. En oplagt opskrift, når du vil servere en mættende salat fyldt med smag.
Halloumien rives i tynde skiver og steges med hvidløg og en aromatisk krydderiblanding af timian, koriander, spidskommen, paprika, chili, kanel og nellike. Når den steges på panden, bliver den gylden og sprød i kanterne, mens den indeni forbliver saftig og salt. Krydderierne giver varme og dybde, som balancerer ostens salte karakter.
Squash og aubergine steges møre og let karamelliserede, så de får en mere koncentreret smag og blød tekstur. Fennikel, chili, hjertesalat og friske krydderurter tilfører sprødhed og friskhed, mens edamamebønner giver ekstra fylde og protein. Citronskal og -saft løfter de stegte grøntsager og samler det hele med en let syrlig kant.
Tahindressingen røres sammen med kefir, citron og en smule vand, så den bliver cremet og let syrlig med en afrundet sesamsmag. Den binder salaten sammen og giver et køligt modspil til de varme krydderier og den sprøde halloumi.
Serveret med lune fladbrød og hummus bliver det en generøs og indbydende ret, der både kan stå alene eller deles ved bordet.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.
Arbejdstid: 20-25 min.
Stegetid: 20-25 min.
I alt: 40-50 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
HALLOUMI
2 fed hvidløg
2 spsk timian (tørret)
1 spsk stødt koriander
1 spsk stødt spidskommen
1 tsk paprika
1 tsk chiliflager
1/2 tsk stødt kanel
1/2 tsk stødt nellike
500 g halloumi
GRØNT
1 squash
1 aubergine
1 fennikel
1/2-1 rød chili
2 hjertesalat
En god håndfuld mynte- eller basilikumblade
300 g edamamebønner
3 spsk olivenolie
Skal og saft af 1/2 citron
TAHINDRESSING
2 spsk tahin
2 spsk kefir
3 spsk vand
Nip salt
Et squish citronsaft
ANDET
4 stk. fladbrød eller denne opskrift på nemme, hjemmelavede fladbrød.
400 g hummus
Olivenolie til stegning
HVORDAN LAVER DU DEN:
FLADBRØD
Laver du fladbrødene selv, så sæt dejen over nu. Følg opskriften her.
HALLOUMI
Rør krydderierne sammen i en lille skål og riv halloumien i tynde skiver med en tyndskræller.
Skær hvidløgsfedene i tynde skiver og steg dem et minuts tid med krydderierne i olivenolie.
Kom halloumiskiverne på panden, vend det rundt i blandingen og steg det i 5-8 min. indtil det er gyldent og sprødt. Kom det på en tallerken.
GRØNT
Skær squash og aubergine i mindre tern og steg dem gyldne og sprøde på panden i godt med olivenolie og et drys salt. Det kan godt tage 8-10 min.
Skær i mellemtiden fennikel, chili og krydderurterne i tynde skiver og hjertesalaten i mindre stykker.
Blancher edamamebønnerne et par minutter. Afdryp dem og kom dem i en skål med hjertesalat, fennikel, chili, krydderurter, steget squash og auberginer, citronskal og -saft og olivenolie.
BRØD
Varm/steg fladbrødene.
SAML
Arranger salaten på et fad og kom halloumien udover.
Rør ingredienserne til tahindressingen sammen og dryp udover salaten.
Server med hummus og fladbrød på siden.
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
GLUTENFRI Brug glutenfrie fladbrød eller udelad dem helt for en glutenfri version.
LAKTOSEFRI Brug en laktosefri halloumi og kefir for en laktosefri version.