Kartoffelsalat med cremet kapers vinaigrette og dild

Den her kartoffelsalat med cremet kapersvinaigrette og dild er en frisk og enkel klassiker, hvor få ingredienser skaber masser af smag. En oplagt opskrift, når du vil lave en let og skøn kartoffelsalat – perfekt som tilbehør til grill eller som en del af et sommerbord.

Kartoflerne koges møre, så de stadig har lidt bid og kan absorbere vinaigretten uden at falde fra hinanden. Når de vendes lune med dressingen, suger de smagen til sig og bliver ekstra saftige.

Vinaigretten kombinerer kapers, dijonsennep, honning, olivenolie og æbleeddike. Den får en cremet konsistens, selv uden mejeriprodukter, og balancerer fint mellem syre, salt og en let sødme. Kapers tilfører små, salte og syrlige smagsudbrud, som giver kontrast til de milde kartofler, mens citronskal løfter det hele med friskhed.

Dilden spiller en vigtig rolle i retten. Den giver en aromatisk og let krydret smag, der passer klassisk godt til kartofler. Her gør det en forskel at bruge afskåret dild, som har en mere intens og fyldig smag end potte-dild og derfor giver mere dybde til salaten.

Resultatet er en let og smagfuld kartoffelsalat med god balance mellem friskhed og fylde. En oplagt opskrift, hvis du leder efter kartoffelsalat med vinaigrette, kartoffelsalat uden mayo eller en nem sommersalat – frisk, cremet og fuld af smag.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.

Arbejdstid: 10-15 min.
Kogetid: 10-20 min.
I alt: 20-35 min.

Nok til 4 pers. som side 

HVAD SKAL DU BRUGE:

  • 1 kg kartofler

  • ½ bundt afskåret dild

VINAIGRETTE

  • 3 tsk kapers

  • 1,5 tsk dijonsennep

  • 1 tsk honning

  • 3 spsk olivenolie

  • 1 spsk æbleeddike

  • Skal af 1/2 citron

  • Salt og peber

HVORDAN LAVER DU DEN:

  1. Skrub kartoflerne og kog dem i letsaltet vand i 10-20 min. afhængig af størrelsen. De er færdige når de let glider af en kniv.

  2. Lav i mellemtiden vinaigretten. Hak kapersene groft og rør dem sammen med resten af ingredienserne. Smag den til.

  3. Hak den afskåret dild groft.

  4. Afdryp kartoflerne, pil skrællen af og vend dem med vinaigrette og dild. Velbekomme!

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

DILD Vi anbefaler, at du bruger afskåret dild og ikke den dild, man køber i små “potter” til 8-9 kr. i supermarkederne. Afskåret dild har en dybere og mere krydret smag, som går rigtig godt til kartoflerne.

GLUTENFRI Salaten er naturlig glutenfri.

LAKTOSEFRI Salaten er naturlig laktosefri.

Næste
Næste

Sprøde kartofler med tatarsauce og sprød frisk salat