Umamirig ragu med linser og svampe
Annonce | Indlægget er udgivet i samarbejde med Bonduelle
Den her umamirige ragu med linser og svampe er en fyldig og smagstæt pastaret, hvor enkle ingredienser får lov til at udvikle dybde gennem stegning og langsom simring. En oplagt opskrift, når du vil lave en vegetarisk ragu med masser af karakter – hvor svampe, tomat, miso og linser sammen skaber en sauce med både fylde, varme og rundhed.
Svampene udvikler en dyb, let nøddeagtig smag, der giver ragùen sin umamibase og tomatpuré og miso steges med i gryden og tilfører ekstra dybde. Når passata, balsamico og en smule honning tilsættes, balanceres syre og sødme til en rund og intens tomatsauce.
Linserne spiller også en vigtig rolle. De færdigkogte linser fra Bonduelle gør retten både hurtig og nem at lave, fordi de allerede har den helt rigtige konsistens. De er møre, men stadig med let bid, og de suger smagen fra saucen til sig, mens de giver ragùen en fyldig struktur, der minder om en klassisk kødsauce. Samtidig bidrager de med plantebaseret protein og gør retten både mættende og balanceret.
Til sidst røres en smule smør i saucen, som afrunder smagen og giver raguen en cremet finish. Vendt sammen med rigatoni – der med sine riller fanger den fyldige sauce – og toppet med friskrevet parmesan får du en pastaret, der både er rustik og comfort-food agtig.
Resultatet er en dyb, aromatisk og tilfredsstillende vegetarisk ragu, der fungerer perfekt til både hverdag og gæstemiddag. En oplagt opskrift, hvis du leder efter vegetarisk ragu med linser, pastasauce med svampe eller en umamirig linseret – varm, mættende og fuld af smag.
Obs: Brug hatcho miso og glutenfri pasta for en glutenfri version. Retten kan også laves laktosefri ved at vælge laktosefri smør og parmesan.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.
Arbejdstid: 10 min.
Stege- og simretid: 30-35 min.
I alt: 40-45 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
1 løg
2 hvidløg
2 tsk timian
1 tsk chiliflager
1 spsk lys miso
2 spsk tomatpure
200 g svampe
3 dåser Bonduelle linser a 160 g
2 spsk balsamico
1 spsk honning
400 g passata
1 spsk smør (rør i til sidst)
Olivenolie
ANDET
500 g rigatoni
Parmesan til topping
HVORDAN LAVER DU DEN:
Hak løg og hvidløg fint og svampene groft.
Steg løg, hvidløg, timian og chiliflager i godt med olivenolie i en gryde. Steg til løgene er glasklare.
Kom så miso og tomatpure i gryden og steg med et par minutter til det er opløst.
Kom derefter svampene i sammen med linserne (du behøver ikke dræne dem for væske). Lad det stege et par minutter.
Tilsæt så balsamicoeddike, honning og passata. Rør det godt rundt, skru ned for varmen, kom låg på og lad det simre i 25-30 min. men gerne længere.
Kog i mellemtiden pastaen efter anvisning på indpakningen.
Rør til sidst smør i raguen, vend det sammen med pastaen og top med friskrevet parmesan.
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
GLUTENFRI Brug en hatcho miso for en certificeret glutenfri version - og brug også glutenfri pasta.
LAKTOSEFRI Brug laktosefri smør og parmesan for en laktosefri version.