Græske tærter med spinat, feta, linser og sesamfrø

De her græske tærter er sprøde, gyldne og fyldt med en saftig blanding af spinat, linser, feta, dild, løg og en smule chili. De minder om den klassiske græske spanakopita, men her er fyldet gjort lidt mere mættende og proteinrigt med linser, mens den salte feta og friske dild giver masser af smag.

Fyldet består af helbladet spinat, der steges sammen med rødløg, hvidløg og chili, så grøntsagerne bliver bløde og aromatiske. De kogte linser giver en god, fast tekstur, mens den græske feta smuldres i til sidst og tilfører både salt og cremethed. Dild giver en frisk urtesmag, som passer rigtig godt til den varme spinat og feta.

Det hele pakkes ind i tynde ark filodej, som foldes til små trekantede tærter. Filodejen pensles med olivenolie og drysses med både sorte og hvide sesamfrø, inden tærterne bages, til overfladen er sprød og gylden. Kombinationen af det sprøde ydre og det bløde, smagfulde fyld gør dem både gode som en del af et større måltid, som frokost eller som en nem snack.

Server dem gerne lune og eventuelt med en lille smule honning over. Den søde honning giver et fint modspil til den salte feta, chiliens varme og de ristede sesamfrø.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.

Arbejdstid: 10-15 min.
Stege- og bagetid: 30-35 min.
I alt: 45-50 min.

Nok til 8 store stk.

HVAD SKAL DU BRUGE:

FYLD

  • 500 g frossen helbladet spinat

  • 1 rødløg eller zittauerløg

  • 2 fed hvidløg

  • 1/4 rød chili

  • 230 g linser (kogt og drænet vægt)

  • 1/2 bundt afskåret dild

  • 200 g græsk feta

  • Salt og peber

  • Olivenolie til stegning

ANDET

  • 4 ark fersk filodej

  • 5 spsk hvide og sorte sesamfrø

  • Olivenolie til pensling

  • Evt. honning til servering

HVORDAN LAVER DU DEM:

  1. Forvarm din ovn ved 180 grader varmluft.

  2. Kom den frosne spinat i en sauterpande eller en gryde. Skru helt op for varm, sæt låg på og efter 5-6 min. løfter du låget en smule af så vandet kan fordampe. Lad det fortsat tø op under kogningen i 5-6 min.

  3. Hak i mellemtiden løg, hvidløg og chili fint. Hak også dilden groft. Dræn linserne for væske.

  4. Når spinaten er tæt på at være tøet helt op, skraber du det til siden, kommer olivenolie i panden/gryden og steger løg, hvidløg og chili af et par minutter.

  5. Tilsæt linserne, bland det hele rundt og lad det stege i yderligere et par minutter.

  6. Sluk for varmen og rør så dild, feta, salt og peber i.

  7. Skær filodejsarkene over på midten på den lange led.

  8. Læg et par store spsk fyld i hjørnet af toppen og fold dejen indover hjørnet, så fyldet “lukkes" inde” og danner en trekant. Rul den lille trekant ned langs filodejen, så den pakkes yderligere ind. Fortsæt med resten. Se evt. videoen her.

  9. Læg dem på et par bageplader med bagepapir på. Pensl pakkerne med olivenolie og drys med sesamfrø.

  10. Bag dem så ved 180 graders varmluft i 20 min. Drys evt. med lidt god honning inden du spiser dem.

Forrige
Forrige

Pæretærte med frangipane, solbærkompot og pocherede pærer

Næste
Næste

Grøn salat med stegte grønne bønner, grøn chili og vesterhavsost