Braiseret spidskål og butterbeans med citron og kapers

Skøn ret med braiserede spidskål med butterbeans, citron og kapers. Den er enkel, smagfuld og giver de gode råvarer lov til at stå i centrum. Den er perfekt som en vegetarisk hovedret med godt brød til eller som grønt tilbehør til en større servering. Kombinationen af mørt spidskål, cremede butterbeans og en frisk, syrlig topping gør retten både mættende og fuld af smag.

Spidskålet steges først, så det får en flot karamelliseret overflade, inden det braiseres i ovnen. Det gør kålen dejligt mør, samtidig med at den bevarer en smule struktur. Undervejs suger den smag til sig fra hvidløg, kapers, miso, honning og citron, som tilsammen giver en fyldig balance mellem salt, sødme og syre.

Butterbeans bidrager med en blød, cremet konsistens og gør retten mere mættende. Sammen med den smagfulde braiseringslage skaber de en skøn bund, hvor bønnerne suger masser af smag til sig. Citronskal og citronsaft tilfører friskhed, mens kapers giver små salte og syrlige smagseksplosioner, der klæder både kålen og bønnerne rigtig godt.

Retten toppes med sprøde, gyldne brødkrummer ristet med basilikum, som giver en dejlig crunch og et aromatisk modspil til de bløde grøntsager. Frisk dild og et ekstra pres citron lige inden servering løfter det hele og giver retten et let og friskt udtryk.

Det er en nem opskrift med spidskål, der viser, hvor meget smag man kan få ud af enkle råvarer. Perfekt til både hverdagsmad og gæstemiddage, hvor du ønsker en grøn ret med masser af tekstur, dybde og friske smagsnuancer.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.

Arbejdstid: 15 min.
Stege-bagetid: 40 min.
I alt: 55 min.

Nok til 4 pers.

HVAD SKAL DU BRUGE:

KÅL OG BUTTERBEANS

  • 1 spidskål

  • 2 fed hvidløg

  • 40 g kapers

  • 1 dåse butterbeans + lage

  • 1 tsk honning

  • 1 spsk lys miso

  • Citronsaft + skal af 1/2 citron

  • 1 spsk æbleeddike

  • 1/2 dl + 4 spsk olivenolie

TOPPING

  • 2 spsk rasp

  • 1 spsk olivenolie

  • Nip salt

  • 8 basilikumblade

  • En håndfuld afskåret dild

  • Saft af ½-1 citron

HVORDAN LAVER DU DEM:

KÅL OG BUTTERBEANS

  1. Forvarm din ovn ved 200 grader varmluft.

  2. Skær spidskålet i 4 kvarte. Kom 4 spsk olivenolie i din sauterpande og steg de kvarte spidskål på begge stegeflader til de bliver let brændte. Hold dem evt. nede med en grillpresse eller lign.

  3. Vend dem om på "bladsiden” og kom halvdelen af olivenolien ved.

  4. Knus hvidløgsfedene og kom dem ned til kålene sammen med kapersene. Lad dem stege et minuts tid.

  5. Tilsæt derefter resten af ingredienserne til sauterpanden, få det fordelt godt og lad det koge op et par minutter.

  6. Sæt låg på sauterpanden og bag den så i ovnen i 20 min. med låg og derefter 10 min uden låg.

TOPPING OG SAMLING

  1. Kom raspen på panden med olivenolie, salt og grofthakkede basilikumblade. Rist det af et par minutter til det bliver gyldent og sæt det så til side.

  2. Top de braiserede kål og butterbeans med rasp-blandingen, frisk afskåret dild og citronsaft.

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

GLUTENFRI Brug glutenfri rasp og lys hatcho miso for en glutenfri version.

LAKTOSEFRI Retten er naturlig laktosefri.

Næste
Næste

Hindbærkage med vaniljecreme, hindbærkompot og friske hindbær