Tærte med grillet aubergine, ricotta og en himmelsk tapenade
Den her butterdejstærte med grillet aubergine, ricottacreme og en spændende tapenade er fyldt med smag og enkel at lave. Sprød butterdej danner bunden, som toppes med blød ricottacreme, grillet aubergine og en intens tapenade med kalamataoliven, figner og rosmarin. En oplagt opskrift til frokost, aftensmad eller som en del af et større sommerbord.
Butterdejen bages gylden og sprød med luftige lag og en let smøragtig smag, som giver en sprød kontrast til det bløde fyld. Ovenpå smøres ricottacremen, som røres med citron, salt og peber. Den milde ricotta giver en cremet base, mens citronen tilfører friskhed og løfter de dybere smage i resten af tærten.
Auberginen grilles, til skiverne bliver helt møre og får fine grillstriber. Det giver en let røget smag og en næsten silkeblød konsistens, som passer perfekt sammen med ricottaen. Tapenaden tilfører dybde og karakter med salte kalamataoliven, sødme fra figner eller dadler og aromatiske noter fra rosmarin. Kombinationen gør den både intens, rund og fyldig i smagen.
Til sidst toppes tærten med citronskal og friske rosmarinblade, som giver et friskt og aromatisk løft. Resultatet er en tærte med god balance mellem sprødt, cremet, salt og sødmefuldt – enkel i udtrykket, men med masser af smag i hver bid.
En oplagt opskrift, hvis du leder efter tærte med aubergine, butterdejstærte med ricotta eller en vegetarisk tærte med middelhavsinspirerede smage – sprød, cremet og fuld af dybde.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.
Arbejdstid: 20 min.
Grill- og bagetid: 20 min.
I alt: 40 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
1 butterdej
1-2 spsk olivenolie
RICOTTACREME
250 g ricotta
Salt og peber
Saft og skal af 1/2-1 øko citron
TAPENADE
140 g tapande af kalamata-oliven
80 g tørrede figner eller dadler (udblødt i kogende vand i 15 min.)
1-2 stængler rosmarin (blade herfra)
1 tsk honning
Nip salt
TOPPING
1 stor aubergine
Salt
Olivenolie
Citronskal
En håndfuld rosmarinblade
HVORDAN LAVER DU DEN:
Forvarm din ovn ved 200 graders varmluft. Fold butterdejen ud og skær en firkant 2 cm. fra kanten hele vejen rundt. Prik huller med en gaffel i det inderste stykke og pensl det yderste med olivenolie. Bag dejen i 20 min. til den er gylden.
Skær auberginen ud i tynde skiver på den lange led, vend dem i olivenolie og salt og grill dem på begge sider.
Rør ingredienserne til ricottacremen sammen og smag den til med citron, salt og peber.
Blend ingredienserne sammen til tapenaden og smag den til med honning.
Smør ricottacremen udover den bagte butterdej, læg de grillede aubergine udover og top med tapenade, citronskal og rosmarin.
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
GLUTENFRI Brug en glutenfri butterdej for en glutenfri version.
LAKTOSEFRI Brug en laktosefri ricotta og butterdej for en laktosefri version.