Cremet orzo med hvidløg, oliven, soltørrede tomater, fløde og friske tomater
En nem og cremet pastaret, der er klar på bare 30 minutter, med cremet orzo, hvidløg, oliven, soltørrede tomater og fløde. Orzoen koges direkte i fløde og bouillon, så den får en risotto-lignende konsistens, mens hvidløg, kapers, oliven og soltørrede tomater giver masser af intens og aromatisk smag.
Konserves og glasvarer er i øvrigt noget af det mest undervurderede i køkkenet. Soltørrede tomater, oliven og kapers kan måske virke som simple ingredienser, men de er fyldt med smag og kan på ingen tid løfte en hverdagsret. I denne orzo får de lov til at danne fundamentet sammen med hvidløg, citron og fløde, og resultatet er en ret, der smager langt mere komplekst, end den korte ingrediensliste og tilberedningstid antyder.
Den cremede orzo er nem at lave, fordi det hele tilberedes i samme pande. Først steges hvidløg, kapers, oliven og soltørrede tomater i olivenolie, inden orzoen tilsættes og får lov til at suge smag til sig. Derefter tilsættes fløde og bouillon, og orzoen simrer, indtil den er al dente og omgivet af en cremet sauce. Citronskal giver friskhed, mens bredbladet persille til sidst tilfører et grønt og aromatisk element.
På toppen kommer friske bøftomater vendt med god olivenolie og friskkværnet peber. De rå tomater giver en saftig og frisk kontrast til den varme, cremede orzo og gør samtidig retten lidt lettere i udtrykket. Kombinationen af de sødmefulde soltørrede tomater, salte oliven og kapers, cremet fløde og friske tomater giver en virkelig god balance mellem fylde, syre og salt.
Det er en oplagt nem aftensmad, når du gerne vil lave noget lækkert uden at bruge lang tid i køkkenet. Retten kan serveres præcis, som den er, men også med en grøn salat og godt brød ved siden af. Og fordi orzoen tilberedes i én pande, er det samtidig en af de retter, der giver minimalt opvask bagefter.
Tip: Brug gerne olien fra glasset med de soltørrede tomater til at stege hvidløg, oliven, kapers og tomater i. Den er fuld af smag og giver orzoen endnu mere dybde. Du kan også bruge laktosefri fløde, hvis du ønsker en laktosefri version.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.
Arbejdstid: 10 min.
Stege- og kogetid: ca. 15-20 min.
I alt: 30 min.
Nok til 4 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
2 fed hvidløg
2 tsk kapers
4 spsk oliven
12 halve soltørrede tomater
400 g orzo
Skal af 1/2-1 citron
2,5-3 dl fløde
8-9 dl bouillon (brug kun halv mængde bouillonterning )
En god håndfuld bredbladet persille
TOPPING
4 friske bøftomater
Olivenolie
Friskkværnet peber
HVORDAN LAVER DU DET:
Forbered bouillonen. Skær hvidløget i tynde skiver og hak kapers, oliven og soltørrede tomater groft.
Steg det i godt med olivenolie eller olie fra de soltørrede tomater i en sauterpande et par minutter og tilsæt så orzoen.
Steg den med et minuts tid og tilsæt så citronskal, fløde og bouillon. Lad det koge op, skru ned for varmen og lad det så simrekoge efter anvisning på orzoens indpakning. Rør rundt i det jævnligt, så det bliver dejligt cremet og ikke sætter sig fast i bunden.
Skær i mellemtiden tomaterne ud i store, mundrette stykker og vend med olivenolie i en skål.
Smag orzoen til, når den er færdig (den skal være al dente og væsken skal være kogt godt ind) og vend grofthakket bredbladet persille i.
Anret den i dybe tallerkerner toppet med tomaterne, et ekstra drys olivenolie og friskkværnet peber.
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
LAKTOSEFRI Du kan bruge en laktosefri fløde for en laktosefri version.