Bagte tomater og hvide bønner med hvidløg, timian og citron

Bagte tomater og hvide bønner med hvidløg, timian og citron er en enkel og smagfuld sideret, hvor få ingredienser får lov til at fylde. De søde, bagte tomater bliver saftige og intense i smagen, mens de hvide bønner suger alle de gode smage fra olivenolie, hvidløg og timian til sig. Til sidst løfter frisk citronsaft siden med en let syrlighed, der binder det hele virkelig lækkert sammen.

Retten kræver kun få minutters forberedelse og passer sig selv i ovnen, hvilket gør den oplagt som nemt tilbehør til tærter, grøntsagsretter, veggiedeller eller lignende. Kombinationen af de møre bønner og bagte tomater giver både fylde og masser af smag, mens timian og hvidløg tilfører en klassisk middelhavsinspireret karakter.

Du kan bruge både hjemmekogte hvide bønner eller bønner fra dåse, alt efter hvad der passer bedst. Koger du selv bønnerne, får du en ekstra dyb smag ved at lade dem simre med lidt salt og en parmesan- eller osteskorpe, hvis du har en rest liggende.

Leder du efter en nem opskrift med hvide bønner eller en enkel ret med bagte tomater, er denne et oplagt valg. Den er naturligt vegetarisk, glutenfri og laktosefri og fungerer både som tilbehør og som en let frokost serveret med et stykke godt brød.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.

Forberedelsestid: 5 min. + evt. iblødsætning og kogetid
Bagetid: 30 min.
I alt: 35 min. + evt. iblødsætning og kogetid

Nok til 4 pers. som side

HVAD SKAL DU BRUGE:

  • 500 g kogte bønner (eller 2 dåser hvide bønner)

  • 5 tomater

  • 1 fed hvidløg

  • 2 tsk tørret timian

  • Saft af 1/2 citron

  • 1 tsk flagesalt

  • Olivenolie

HVORDAN LAVER DU DEN:

  1. Sæt bønnerne i blød og kog dem efter anvisning på pakken, hvis ikke du bruger bønner fra dåse.

  2. Forvarm din ovn ved 200 grader varmluft.

  3. Skær tomaterne i mundrette stykker og kom dem i en ovnfast fad sammen med drænede bønner, et knust fed hvidløg, timian, salt og olivenolie.

  4. Vend det godt sammen og bag det i 30 min.

  5. Top med citronsaft.

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

BØNNER Sætter du bønnerne i blød og koger dem, så kog dem med salt og osteskorper, hvis du har nogen liggende eller har lidt parmesanost (eller en anden fast ost) til overs. Det smager himmelsk.

GLUTENFRI Siden er naturlig glutenfri.

LAKTOSEFRI Siden er naturlig laktosefri.

Forrige
Forrige

Butterbeans i grøn creme med stegte squash og ærter, agurk og feta

Næste
Næste

Bagte blomkålsbuketter med misomayo og sesamfrø