Chokoladetærte med chili og figner
Hvis du elsker chokolade, må du prøve den her chokoladetærte med chokoladeganache og friske figner. Den består af en sprød chokolademørdej, som fyldes med en silkeblød ganache på mørk chokolade, fløde og honning. På toppen kommer tyndskårne friske figner, som tilfører både friskhed, sødme og et smukt, efterårsagtigt udtryk.
Chokoladeganachen laves med mørk chokolade, fløde og honning, som giver en intens, men samtidig rund og cremet chokoladesmag. Du kan også tilsætte lidt chiliflager, hvis du vil give chokoladetærten lidt ekstra kant. Chiliens varme fungerer virkelig godt sammen med den mørke chokolade og gør tærten endnu mere interessant uden at overdøve den gode chokoladesmag.
Den sprøde chokolademørdej og den bløde ganache giver en skøn kontrast i konsistensen, mens de friske figner på toppen tilfører noget let og saftigt til den ellers fyldige dessert. Chokoladetærten er oplagt at servere som en skøn dessert, men den er også perfekt til både fødselsdag og eftermiddagskage.
Tærten er nem at lave, men den kræver lidt tålmodighed, fordi chokoladeganachen skal sætte sig ordentligt på køl. Du kan med fordel lave den dagen før, så den er helt klar, når desserten skal serveres. Tag den gerne ud af køleskabet omkring 30 minutter før servering, så ganachen når at blive blød og cremet.
Når tærten skal serveres, pyntes den med friske figner, som lægges i tynde skiver ovenpå den blanke chokoladeganache. Det enkle udtryk passer perfekt til tærten, hvor det primært er de gode råvarer og kontrasten mellem mørk chokolade, søde figner og eventuelt chili, der får lov til at være i fokus.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.
Arbejdstid: 30 min.
Bagetid: 20-25 min.
Køletid: +5 t.
I alt:6 t. (inkl. køletid)
Nok til 8 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
MØRDEJ
180 g hvedemel
50 g flormelis
15 g kakao
Et nip salt
115 g koldt smør
0,25-0,5 sammenpisket æg
GANACHE
200 g mørk chokolade
3 dl piskefløde
40 g honning
1 tsk chiliflager (valgfrit)
TOPPING
6 friske figner
HVORDAN LAVER DU DEN:
MØRDEJEN
Begynd med mørdejen. Rør hvedemel, flormelis, kakao og salt sammen i en skål.
Skær smørret ud i mindre tern og smuldr det sammen med blandingen i skålen med fingrerne, til det ligner brødkrummer.
Pisk ægget sammen i seperat skål og tilsæt det lidt ad gangen indtil dejen kun lige akkurat hænger sammen.
Form dejen til en kugle, pak den ind i film eller en frysepose og læg den på køl i 25-30 min.
Forvarm din ovn på 180 graders varmluft.
Smør din tærteform (Ø22) og rul mørdejen ud til den er ca. 0,5 cm. tyk. Læg dejen i tærteformen og skær den til så den får en skarp kant. Prik forsigtigt huller i dejen med en gaffel.
Læg et stykke bagepapir ovenpå mørdejen og hæld ris, tørre bønner eller lign. ned i bagepapiret for at holde bunden nede.
Blind-bag først mørdejen i 13-15 min., fjern så bagepapiret og ris/bønner og bag den i ca. 5-8 min. til den er mørk og gylden. Lad den så køle helt af.
Lav i mellemtiden chokoladeganachen.
GANACHEN
Hak chokolade fint og smelt den i en skål enten over et vandbad eller i en mikrobølgeovn.
I en lille gryde varmer du piskefløde, honning og chiliflager op. Når det koger, slukker du for varmen og hælder halvdelen over den smeltede chokolade. Lav små, hurtige, cirkulære bevægelser i midten af skålen, for at røre blandingen godt sammen.
Tilsæt derefter den anden halvdel og rør det sammen på samme måde.
Stavblend det til det har en fin ensartet masse og er helt blank. Der må gerne være små luftbobler, men pas på det ikke “skummer”.
Hæld så langsomt chokoladeganachen i den bagte mørdej. Sæt kagen på køl i min. 5 timer, men gerne natten over.
Tag kagen ud 30 min. inden servering og top den med tyndskårne figner og pensl evt. med lidt sukkervand.
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
CHILI Du kan selv bestemme om du vil komme chiliflager i, men vi anbefaler det meget for at give tærten lidt kant.
SAMMENRØRING AF GANACHE Det er vigtigt, at du rører ganachen sammen fra midten, da det vil inkorporere fløde-honningenblandingen på den bedste måde, selvom det lige tager et par minutter længere.