Blåbærtærte med blåbærcurd og kakaomørdej
Den her blåbærtærte med blåbærcurd og kakaomørdej er en elegant og smagfuld dessert, hvor den dybe blåbærsmag møder en sprød bund med let bitter kakao. En oplagt opskrift, når du vil bage en tærte med balance mellem sødme, syre og fylde – og hvor blåbærrene får lov til at være i centrum.
Kakaomørdejen giver tærten en mørk og let sprød bund med en diskret chokoladesmag, som klæder den friske curd. Den smuldrende tekstur står i flot kontrast til det bløde fyld, og når bunden blindbages, sikrer det en sprødhed, der holder hele vejen.
Blåbærcurden laves på purerede blåbær, æg, æggeblommer, sukker og citron. Den får en intens og let syrlig bærsmag, hvor citronens friskhed fremhæver blåbærrenes naturlige sødme. Når smørret piskes i til sidst, bliver curden glat, cremet og let blank med en fyldig, afrundet smag. Efter køling sætter den sig til en fast, silkeblød konsistens, der gør tærten nem at skære i flotte stykker.
Kombinationen af den mørke kakaobund og den friske blåbærcurd giver en dessert med både dybde og lethed. Pyntet med spiselige hvide blomster får tærten et enkelt og elegant udtryk, der passer perfekt til både gæster og særlige anledninger.
Resultatet er en velafbalanceret blåbærtærte med sprød bund og cremet fyld. En oplagt opskrift, hvis du leder efter blåbærtærte med curd, tærte med kakao eller en frisk dessert med bær – sprød, syrlig og fuld af smag.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.
Arbejdstid: 25-30 min.
Bagetid: 20 min.
Køletid: min. 6,5 t.
I alt: 50 min. + køletid
Nok til 8 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
KAKAOMØRDEJ
180 g hvedemel
50 g flormelis
15 g kakao
Et nip salt
115 g koldt smør
0,25-0,5 sammenpisket æg
BLÅBÆRCURD
250 g frosne/friske blåbær
2 æg
2 æggeblommer
120 g sukker
Saft og skal af 1 citron
2 tsk majsstivelse
70 g koldt smør
TOPPING
Hvide spiselige blomster fx brudeslør
HVORDAN LAVER DU DEN:
MØRDEJ
Begynd med mørdejen. Rør hvedemel, flormelis, kakao og salt sammen i en skål.
Skær smørret ud i mindre tern og smuldr det sammen med blandingen i skålen med fingrerne, til det ligner brødkrummer.
Pisk ægget sammen i seperat skål og tilsæt det lidt ad gangen indtil dejen kun lige akkurat hænger sammen.
Form dejen til en kugle, pak den ind i film eller en frysepose og læg den på køl i 30 min.
Lav i mellemtiden blåbærcurden.
BLÅBÆRCURD
Bruger du friske blåbær, så blend/stavblend dem til en tynd puré. Bruger du frosne, så tø dem op først evt. i en lille kasserolle, inden du blender/stavblender dem.
Si puréen for så godt som muligt for klumper og kerner.
Pisk æg, æggeblommer, sukker, blåbærpuré, citronskal, citronsaft og majsstivelse sammen i en lille kasserolle.
Varm det op ved middelvarme i 4-5 min. og pisk så smørret i lidt ad gangen.
Kog det op så det akkurat kun lige begynder at boble og tykne - mens du konstant pisker. Tag det hurtigt af varmen og pisk videre til det tykner.
Stavblend det igen og stil det til side.
MØRDEJ, FORTSAT
Forvarm din ovn på 180 graders varmluft.
Smør din tærteform (Ø22) og rul mørdejen ud til den er ca. 0,5 cm. tyk. Læg dejen i tærteformen og skær den til så den får en skarp kant. Prik forsigtigt huller i dejen med en gaffel.
Læg et stykke bagepapir ovenpå mørdejen og hæld ris, tørre bønner eller lign. ned i bagepapiret for at holde bunden nede.
Blind-bag først mørdejen i 15 min., fjern så bagepapiret og ris/bønner og bag den i ca. 5-8 min. til den er mørk. Lad den så køle helt af inden du hælder blåbærcurden i.
SAMLING OG PYNT
Når bunden er kølet af, hælder du blåbærcurden i og sætter tærten på køl i min. 6 timer, men gerne natten over.
Inden servering kan du pynte tærten med spiselige hvide blomster fx brudeslør som her.
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
MØRDEJ Det er vigtigt, at ud tilsætter æg lidt ad gangen, så mørdejen ikke bliver for våd. Den må heller ikke smuldrer, men den skal kun lige akkurat hænge sammen.
LAKTOSEFRI For en laktosefri version kan du bruge laktosefri smør.