Scones med ramsløg og feta
De her scones med ramsløg og feta er sprøde udenpå, bløde indeni og fyldt med smag fra det friske ramsløg og den salt fetaost. En oplagt opskrift, når du vil bage salte scones til brunch, frokost eller som tilbehør – og hvor sæsonens ramsløg får lov til at sætte sit præg.
Dejen laves på klassisk vis med mel, smør og kærnemælk (eller mælk med citronsaft), hvor det kolde smør smuldres i melet og skaber de karakteristiske lag. Det giver scones med en let sprød skorpe og en luftig, let krummet midte. Når dejen kun lige samles, bevares strukturen, så resultatet bliver let og ikke tungt.
Ramsløgene tilfører en mild, frisk løgsmag med et strejf af hvidløg, som passer godt til den salte og cremede feta. Når fyldet foldes ind i dejen i lag, fordeler det sig ujævnt og giver små smagfulde bidder i hver scone. Under bagningen smelter fetaen let og binder smagene sammen, mens ramsløgen bevarer sin friske karakter.
Sconesene bages ved høj varme, så de hæver hurtigt og får en gylden overflade med let sprødhed. De smager bedst nybagte og kan serveres som de er eller med smør, pesto eller en let salat ved siden af.
Resultatet er salte scones med god balance mellem sprødhed, fylde og friskhed. En oplagt opskrift, hvis du leder efter scones med ramsløg, salte scones med feta eller hjemmebag til brunch – nemme at lave og fulde af smag.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.
Arbejdstid: 15 min.
Bage- og køletid: 35 min.
I alt: 50 min.
Nok til 12 stk.
HVAD SKAL DU BRUGE:
550 g hvedemel
25 g sukker
3 tsk bagepulver
1 tsk salt
200 g smør
3 dl kærnemælk / 3 dl havredrik/mælk m. 1 spsk citronsaft
16 g ramsløg
120 feta
1 æg (til pensling)
HVORDAN LAVER DU DEM:
Bruger du havredrik/mælk så rør det sammen med citronsaft nu og stil det på køl i 10 min.
Hak ramsløgen groft og bland den sammen med smuldret feta i en skål.
Rør hvedemel, sukker, bagepulver og salt sammen i en anden skål.
Skær smørret i små firkanter og kom dem i skålen. Smuldr det sammen med fingrene til det ligner store brødkrummer.
Rør så kærnemælk eller havredrik/mælk med citronsaften i og vend dejen sammen med hænderne så den kun lige akkurat hænger sammen.
Kom dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud, så den er ca. 2 cm tyk.
Drys ramsløg-fetafyldet udover og tryk det lidt ned i dejen. Halvér dejen, læg de to halve ovenpå hinanden og rul igen dejen ud til den er ca. 2 cm tyk.
Gentag 2 gange og kom så dejen på køl i 20 min. Sæt den på et stykke bagepapir.
Forvarm din ovn ved 230 grader varmluft.
Rul dejen ud for sidste gang så den er ca 2 cm. tyk. Stik runde scones ud med en udstikker eller et glas eller skær dem i firkanter.
Pensl med sammenpisket æg og bag i 12-15 min. til de er gyldne.
Spis dem som de er eller med smør eller pesto på.
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
DEJEN Det er vigtigt, at dejen kun lige akkurat hænger sammen, så du får de lækre sprøde lag i dine scones.
LAKTOSEFRI For en laktosefri version kan du bruge laktosefrit eller plantebaseret smør, kærnemælk/mælk/plantedrik og feta.