Sprød paneret feta med honning og tomater

Sprød paneret feta med honning og tomater er en enkel, men virkelig smagfuld ret, der kombinerer sprødhed, cremethed, sødme og syre i én og samme servering. Den gyldne feta får en sprød panering med oregano og sesamfrø, mens midten forbliver blød, cremet og salt på den helt rigtige måde.

De friske tomater tilfører saftighed og sødme, og sammen med basilikum, olivenolie og lidt friskkværnet peber giver de retten et let og sommerligt udtryk. Den flydende honning ovenpå samler det hele og fremhæver både fetaens salte smag og tomaternes naturlige sødme. Til sidst giver den ristede rasp ekstra crunch og masser af tekstur.

Det er en hurtig og nem opskrift, som passer perfekt som side, salat eller som en del af et større sommerbord med salater, brød og grillede retter. Den fungerer også virkelig godt som vegetarisk tilbehør til grillmad eller på et mezze-inspireret bord, hvor de sprøde og cremede elementer får lov at fylde.

Den panerede feta smager bedst helt frisklavet, mens paneringen stadig er sprød og varm. Kombinationen af den salte feta, de søde tomater og honningen giver en skøn balance, som gør retten både simpel og virkelig vanedannende.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.

Arbejstid: 10 min.
Stegetid: 10 min.
I alt: 20 min.

Nok til 4 pers. som side 

HVAD SKAL DU BRUGE:

FETA

  • 200 g græsk feta

  • 1 dl hvedemel

  • 1 æg

  • 1,5 dl rasp

  • 1 tsk tørret oregano

  • 1 tsk sesamfrø

  • Salt og peber

  • Olivenolie til stegning

ANDET

  • 4 store tomater

  • Lidt basilikumblade

  • Salt og peber

  • Olivenolie

  • 1 spsk flydende honning

HVORDAN LAVER DU DET:

  1. Gør paneringen klar. I skål 1 rører du hvedemel sammen med salt og peber. I skål 2 pisker du ægget sammen. I skål 3 rører du rasp, oregano, sesamfrø, salt og peber sammen.

  2. Vend først fetaen i hvedemelsblandingen, så i æggeblandingen og sidst i raspblandingen. Steg det sprødt og gyldent i godt med olivenolie på en pande.

  3. Rist derefter resterne af raspblandingen gyldne på panden til en sprød crunch. Det går nok stærkt med at gyldne så hold øje.

  4. Skær tomaterne i mundrette stykker og vend dem sammen med basilikumblade, salt, peber og olivenolie i et dybt fad. Anret den panerede feta ovenpå og top med honning og lidt af den sprøde rasp.

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

GLUTENFRI Brug glutenfri mel og rasp for en glutenfri version.

LAKTOSEFRI Brug en laktosefri feta for en laktosefri version.

Forrige
Forrige

Butterdejstærte med ricotta, squash, ristede ærter og pinjekerner

Næste
Næste

Sprød rissalat med agurk, edamamebønner og avocado