Bananpandekager med surdejsrester, lemoncurd og stegte bananer

De her bananpandekager med surdejsrester, lemoncurd og stegte bananer er en virkelig lækker måde at bruge overskydende surdej på og samtidig lave en blød, saftig og smagfuld brunch eller morgenmad. Pandekagerne får en skøn dybde fra surdejsresterne, som giver en let syrlig smag og en ekstra luftig og blød konsistens. Sammen med de modne bananer bliver de både søde, svampede og fyldt med smag.

De stegte bananer tilfører varme og karamelliseret sødme, mens lemoncurden giver friskhed og syre, som balancerer de søde pandekager virkelig godt. Chiafrøene på toppen giver lidt knas og gør dem endnu mere velegnede som et mættende morgenmåltid eller en hyggelig weekendbrunch.

Opskriften er både nem og hurtig at lave og kræver kun få ingredienser. Samtidig er det en oplagt måde at mindske madspild på, hvis du bager med surdej og ofte har rester til overs. Surdejen bidrager ikke kun med smag, men gør også pandekagerne ekstra saftige og giver dem en mere kompleks smag end klassiske bananpandekager.

De smager allerbedst lune direkte fra panden med masser af lemoncurd og de smørstegte bananer ovenpå. Perfekte til en langsom weekendmorgen, brunchbordet eller som en hyggelig eftermiddagssnack med kaffe ved siden af.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.

Arbejdstid: 5-10 min.
Hvile- og stegetid: 25-30 min.
I alt: 30-40 min.

Nok til 12 stk.

HVAD SKAL DU BRUGE:

PANDEKAGEDEJ

  • 3 modne bananer

  • 1 M/L æg

  • 150 g surdejsrester

  • 90 g havregryn

  • 20 g mel

  • 3 tsk vaniljesukker

  • 1 nip salt

  • 1/2 tsk natron

  • Smør til stegning

TOPPING

  • Lemoncurd

  • Chiafrø til drys

  • 3 bananer

  • 1 spsk smør til stegning

HVORDAN LAVER DU DEM:

  1. Mos bananerne med en gaffel i en stor skål.

  2. Rør ægget og surdejsresterne i så du har en homogen masse.

  3. Rør så havregryn, mel, vaniljesukker og salt i og stil dejen på køl i 15 min.

  4. Rør natronen i og steg 3-4 bananpandekager ad gangen på panden i smør.

  5. Skær bananerne til toppingen ud i skiver på langs og steg dem efterfølgende på panden i lidt smør.

  6. Spis bananpandekagerne toppet med lemoncurd, chiafrø og de stegte bananer.

Næste
Næste

Lemon poppyseed pandekager med rabarberkompot, skyr og crunch