Stor kanelsneglekage
Stor kanelsneglekage er den perfekte kage, når du gerne vil have alle de bedste ting ved en klassisk kanelsnegl – bare i en stor, blød og svampet udgave. Den luftige gærdej fyldes med en generøs remonce af smør, sukker, brun farin, marcipan og kanel, som smelter sammen under bagningen og giver kagen en skøn, krydret sødme. Du kan toppe den med en cremet frosting, der både giver kagen en skøn kant og friskhed fra citronen.
I stedet for at forme en masse små kanelsnegle samles dejen til én stor snegl i en springform. Det giver en flot spiral, hvor de inderste lag er bløde og saftige, mens kanterne får en lidt mere bagt overflade. En smule fløde eller mælk hældes over kagen inden bagning og er med til at gøre den ekstra blød og lækker.
På toppen kommer en frisk og cremet frosting med flødeost, vanilje, citron og smør. Den let syrlige frosting giver et godt modspil til den søde remonce og den krydrede kanel og gør samtidig kanelsneglekagen ekstra indbydende.
Kagen kræver selvfølgelig hæve- og bagetid, men selve arbejdet er enkelt. Det meste af tiden går med, at dejen passer sig selv, mens du kan forberede remonce og frosting. Resultatet er en stor hjemmebagt kanelsneglekage, der er oplagt til fødselsdag, brunch, eftermiddagskaffe eller når der skal være kage til mange.
Leder du efter en stor kanelsneglekage, en saftig kanelkage med gærdej eller en nem kage til mange, er denne opskrift et oplagt valg. Den kan desuden fryses uden frosting, så du kan bage den i god tid og lune den inden servering.
Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.
Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.
Arbejdstid: 25 min.
Hæve- og bagetid: 2 t.
I alt: ca. 2,5 t.
Nok til 8 pers.
HVAD SKAL DU BRUGE:
DEJ
2 dl mælk (stuetemp.)
25 g gær
1 æg
80 g sukker
0,5 tsk kardemomme
0,5 tsk salt
60 g smør (stuetemp.)
500 g hvedemel
REMONCE
130 g smør (stuetemp.)
60 g sukker
50 g brun farin
75 g marcipan (kan erstattes af brun farin)
2 spsk stødt kanel
2 spsk majsstivelse
ANDET
0,75 dl piskefløde eller havredrik/mælk (stuetemp.)
FROSTING
120 g flødeost
35 g smør (stuetemp.)
60 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
Saft og skal af 1/4 citron
HVORDAN LAVER DU DEN:
DEJ
Kom mælk og gær i en røreskål til din røremaskine og opløs gæret i mælken.
Rør så ægget ud i blandingen.
Kom sukker, kardemomme, salt og halvdelen af hvedemelet i skålen og rør det sammen med dej-krogen i et par minutter.
Tilsæt så smør og resten af hvedemelet. Rør det sammen i yderligere 5-6 min. til dejen slipper skålen. Føles dejen for våd kan du tilsætte en smule mere hvedemel.
Dæk skålen med et fugtigt hviskestykke og lad dejen hæve på køkkenbordet i 1 time.
Sæt derefter dejen på køl i 15 min.
REMONCE
Lav i mellemtiden remoncen ved at røre alle ingredienserne godt sammen. Sæt den på køl sammen med dejen i 15 min.
FROSTING OG SAML
Smør en springform ø26 med lidt smør.
Kom dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til en rektangel der er ca. 40x30 cm.
Fordel remoncen udover rektanglet og skær strimler på den korte led a 4 cm tykkelse.
Rul den første strimmel sammen til en snegl. Rul så dén snegl ind i endnu en strimmel og endnu en. Sæt den store snegl i midten af springformen og forsæt med at sætte strimler udenpå den store snegl, til du til sidst har én stor kanelsnegl.
Beklæd den store kanelsnegl med det fugtige viskestykke og lad den efterhæve i 15 min.
Forvarm din ovn ved 200 graders varmluft, pensl kanelsneglekagen med fløde/havredrik og hæld resten ned mellem kagen.
Bag den så i 25-30 min.
Pisk i mellemtiden ingredienserne til frostingen godt sammen og smør den på kanelsneglekagen når den er kølet lidt ned.
OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER
DEJ + REMONCE PÅ KØL Det er vigtigt lige at køle dejen og remoncen ned inden du ruller det ud. Det gør det nemmere at styre sammenrulningen af den store kanelsnegl.
HOLDBARHED Opbevar kanelsneglekagen i køleskabet. Den holder 3-4 dage på køl.
NEDFRYSNING Du kan også sagtens fryse kanelsneglekagen ned inden frostingen kommer på. Tø den op ved stuetemperatur eller lun den i ovnen eller mikrobølgeovnen.
LAKTOSEFRI Du kan lave kanelsneglekagen laktosefri ved at bruge laktosefri eller plantebaseret mælk, smør, piskefløde og flødeost.