Vegetarisk lasagne

En smagfuld vegetarisk lasagne med en fyldig tomatsauce med svampe, gulerødder, squash og belugalinser, som giver masser af smag og en dejlig, mættende konsistens. Imellem lagene af lasagneplader og bechamelsauce gemmer der sig også et cremet spinatfyld med fløde og frisk oregano, og på toppen kommer selvfølgelig et godt lag smeltet mozzarella.

Det er en vegetarlasagne uden kød, men du kommer bestemt ikke til at savne det. De mange grøntsager og linser giver både fylde, tekstur og masser af umami, mens spinatfyldet gør lasagnen ekstra cremet. Den er perfekt som aftensmad til hele familien, når der skal lidt ekstra hygge på menuen, og den er også oplagt at lave i en stor portion, så du har nem mad til dagen efter.

Grøntsagssaucen kan med fordel få lov til at simre lidt ekstra, så grøntsagerne og tomaterne rigtig når at samle sig. Den lyse miso giver samtidig saucen en god dybde og erstatter noget af den umami, man ellers ofte får fra kød i en klassisk lasagne.

Server den vegetariske lasagne med en frisk grøn salat, godt brød eller bare som den er direkte fra ovnen. Den smager mindst lige så godt dagen efter og er derfor også oplagt til madpakke eller som nem restemad.

Vi har samlet en række opmærksomhedspunkter under opskriften, som kan være handy at kende til, inden du går i gang.

Husk, at vi poster mange af vores opskrifter i videoformat på vores Instagram. Det kan tit være behjælpeligt at se opskriften blive lavet i en video.

Arbejdstid: 25-30 min.
Koge- og bagetid: 45-55 min.
I alt: ca. 1,5 time

Nok til 8 pers.

HVAD SKAL DU BRUGE:

SAUCE

  • 1 løg

  • 3 fed hvidløg

  • 2 tsk tørret timian

  • 0,5 tsk chiliflager

  • 300 g svampe

  • 5 gulerødder

  • 1 squash

  • 1 spsk lys miso eller 0,5 spsk soya

  • 70 g tomatpuré

  • 2 spsk balsamicoeddike

  • 0,5 spsk honning 

  • 1 bouillon terning

  • 800 g passata eller hakkede tomater de(helst fra Mutti)

  • 100 g tørrede belugalinser eller 1 dåse belugalinser (240 g drænet vægt)

  • Olivenolie

SPINATFYLD 

  • 500 g frossen helbladet spinat

  • 2 hvidløg

  • 1 løg

  • 1 spsk olivenolie

  • 2 dl fløde

  • 1 lille håndfuld frisk oregano

  • Salt og peber

HVORDAN LAVER DU DEN:

SAUCE

  1. Blend løg og hvidløg sammen til en fin masse (eller hak det meget fint).

  2. Blend også gulerødder, svampe og squash sammen til en fin masse (eller hak meget fint).

  3. Steg så løg og hvidløg et minuts tid i godt med olivenolie i en stor sauterpande.

  4. Tilsæt timian, chiliflager og steg det kort inden du tilsætter gulerødder, svampe og squash. Steg det et par minutter.

  5. Skrab det hele til siden og steg miso og tomatpuré af et minuts tid.

  6. Rør så det hele sammen igen og tilsæt resten af ingredienserne.

  7. Kog det op, skru så ned og lad det simre under låg i 20 min. men gerne længere. 

SPINATFYLD

  1. Lav i mellemtiden spinatfyldet. Tø spinaten op i en gryde - skru op for varmen og sæt låg på.

  2. Tilsæt så lidt olie og svits løg, hvidløg og spinaten i olien. Tilsæt derefter fløde og frisk oregano og smag til med salt og peber.

  3. Lad det koge et par minutter og sluk så for varmen.

SAML

  1. Forvarm din ovn på 180 graders varmluft.

  2. Saml nu lasagnen. Smør dit fad med lidt olivenolie og kom morneysauce i bunden, derefter grøntsagsfyld, spinatfyld og så lasagneplader. Fortsæt med morneysauce, grøntsagsfyld, spinatfyld, plader. Det skulle gerne passe med at du kan ende med grøntsagsfyld eller plader.

  3. Top af med mozzarella. Bag så lasagnen i 25-35 min. indtil pladerne er møre og skorpen er sprød.

OPMÆRKSOMHEDSPUNKTER

FORBEREDELSE Du kan sagtens lave grøntsagssaucen dagen før. Så er det hurtigt at samle lasagnen, når den skal i ovnen.

LYS MISO Du kan til nøds erstatte den lyse miso med 1 spsk soya.

PASSATA Du kan til nøds erstatte passata med hakkede tomater, men det vil give en grovere konsistens.

LINSER Du kan også bruge anicia linser eller grønne linser. De grønne linser vil give en lidt grovere tekstur, men de smager dejligt.

Næste
Næste

One-pot lazy lasagna